Stanist.dk

Information

Satanist.dk er en side, som egentlig ikke har noget formål på nuværende tidspunkt.

Satanist.dk gemmer ikke nogen former for cookies, fordi trackingcookies er belastende, og jeg skal ikke bruge dem til noget. Du kan bruge siden i total tryghed, uden at være bange for at den er med til at servere reklamer til dig. Apropos reklamer, vil du heller ikke se dem på satanist.dk, for hvis der er noget der er værre end trackingcookies, så er det de reklamer de er med til at fodre.

Den blev til, den dag jeg, ved et tilfælde, opdagede at domænet var ledigt og jeg så købte det, og fordi jeg nu havde købt det, så kunne jeg lige så godt gøre noget ved det. Det blev så til denne hjemmeside, som jeg har prøvet at give noget indhold og noget formål.

Alt jeg skriver på den her side er selvfølgelig min egen personlige holdning, og hvis det giver dig hønserøvsmund, så er det bedst at du søger lidt ind i dig selv, finder ud af hvorfor det skete og så arbejder med det.

Måske er det en måde at prøve at nedbryde ideologien om, at satanisme er noget med at drikke gedeblod, vælte gravsten og ofre babyer til en imaginær dæmon. Satanisme er, for mange, en rebelsk indstilling overfor den dominerende kristendom, som er en byrde for vores samfund. Det kan man selvfølgelig sige at alle de store monoteistiske religioner er, men da jeg bor i Danmark, så er kristendom den mest udbredte.

Hvorfor er den en byrde, spørger du med dine tanker? Hvor mon jeg skal begynde..

  • 500 års videnskabelig, seksuel og kønsorienteret undertrykkelse.
  • Anset som en helligdom der skal modtages med hæder, men har slagtet vejen frem til magten.
  • Samfundets konstruerede automatiske respekt om et kristent symbol.
  • Den underliggende had overfor fritænkere, og de løgne der er spredt derom.

Sikke en omgang, men vil det ændre noget med siden her? Måske. Måske ikke. Forhåbentlig sidder du lige nu, og har haft de her tanker i lang tid, men har ikke fundet nogen der tænker på samme måde som dig, og nu ved du at du ikke er alene. Jeg tilhører ikke nogen gruppe eller forsamling i Danmark, som enten udøver sataniske ritualer, eller politiske aktioner, så jeg må skuffe dig, hvis du havde håbet på at finde den slags her.

Den eneste sataniske forsamling jeg kender, er The Satanic Temple. Der er dog, så vidt jeg ved, ikke nogen dansk afdeling af TST. TST har lavet nogle rigtig gode politiske aktioner i USA, hvor de bl.a. har hjulpet kvinder med abortrettigheder, sat pres på politikere, som mener at de uden videre kan opstille kristne symboler, som de eneste religiøse symboler. Deres sans for religionsfrihed er totalt fjern, og der går TST ind og udfordrer dem på det område.

Selvfølgelig er der også gode gamle Church Of Satan som har været her i mere end 50 år, men de er for det første ikke ret politisk aktive, andet end på twitter, hvor de til gengæld også er ualmindeligt underholdende og eksperter i at håndtere kristne nikkedukker og deres sårbare følelser. Mest af alt virker CoS lidt som om de er en flok gnavne gammelpotter, som først og fremmest tror de har eneret på at lave en satanisk forsamling, på den måde de tager afstand fra TST, og så er de også en utrolig lukket klub, som både er ret dragende, men som næsten også får det til at være lige ligegyldigt, og kun noget jeg kunne overveje at blive medlem af, for at få medlemskortet efter at have ventet et år, og betalt en masse penge for det.

Det eneste Sataniske fællesskab jeg anbefaler er Satanic Delco. Jeg har lyttet til deres podcast i noget tid, og besluttede mig for at tilslutte mig dem, hvilket jeg i den grad anbefaler. Sikke en flok søde Satanister, i mine øjne.

Det jeg prøver at sige, er at jeg identificerer mig selv som ateistisk satanist, uden nogle politiske ideologier, og egentlig kun den humanistiske ideologi, der betyder at vi alle er mennesker og ingen er bedre end andre, så i stedet for at være et røvhul, så kan vi lige så godt være gode mod hinanden, men når nu de store monoteistike religioner har så fast et greb om samfundet, så er der heller ingen skade i at bryde fri af det, og prikke lidt til dem. Hvis de ikke kan tåle det, så kan de jo altid bede til deres gudebillede og bede vedkommende om at gøre noget ved det.