Den grumme historie om svampetramperne

"Trolden blev utrolig vred og forlod sin sten, for at gå til det kristne land og brænde den grimme kirke ned" - Finntroll - Trollvisan

Tilbage omkring det første årtusinde, levede en stærk civilisation i Skandinavien. De havde et meget veletableret samfund, som på mange måder er beundringsværdigt selv den dag i dag. For eksempel var kvinder ikke undertrykte, men i stedet meget ansete både som hustru og som kriger. Der var ikke noget som kunne skabe frygt, som en veltrænet skjoldmø på slagmarken.

Selvom de for det meste levede som bønder, så er deres eftermæle fasttømret som nogle barske krigere, der slog hinanden ihjel som de lystede. Det er ikke nødvendigvis usandt, men der var meget mere i det end bare død og ødelæggelse.

De havde blandt andet en meget stærk og farverig religion, som ikke kun var fuld af de mest fantastiske fortællinger, den var også, på trods af de eventyrlige historier, utrolig jordnær. Man kunne tilbede solen, månen, ja faktisk hele naturen hvis man ville, og de havde en gud for stort set alting. En gud for lyn og torden, en gud for kærlighed og så videre.

Da kristendommen kom til Skandinavien og begyndte deres terrorangreb på norden, var deres formål at udslette den eksisterende religion, og erstatte den med deres egen, uanset om det krævede vold og magt. Hvis folk ikke ville konvertere, så kunne de blive slået ihjel så andre konverterede i frygt for deres liv. Den slags ville vi ikke tolerere i dag, men fordi det er så mange år siden, skænkes det ingen tanker på samfundsmæssigt plan.

Noget af det første de kristne gjorde, så snart de havde fået tilpas meget magt, var at destruere de eksisterende religiøse bygninger og/eller steder, og for at denne invasive religion, der kun havde til formål at sprede sig som en religiøs cancer, kunne få deres bygnigner op og stå, var ved at genbruge materialerne fra de gamle, nu ødelagte, religiøse konstruktioner, eller tage i skoven for at finde materiale.

Hvad de ikke vidste, var at der i norden ikke kun levede mennesker. Der var faktisk en meget alsidig vifte af forskellige skabninger, som skandinaverne havde fundet en måde at leve i ligestilling med. Der var en stor respekt mellem mennesker og væsenerne, en respekt som ikke blev overholdt af den kristne invasion.

En af de mest populære fortællinger fra gammel tid, er historien om trolden, der ikke kunde finde ud af hvorfor den havde så ondt i hovedet. Det plejede den ikke at have, og den var meget irriteret over den hovedpine, der var opstået nærmest fra den ene nat til den anden.

De andre væsener i skoven forsøgte at hjælpe trolden til at finde kilden til smerten, men der var ikke meget de kunne gøre for at finde svaret, og de prøvede derefter at hjælpe trolden af med den hovedpine, der var ved at gøre trolden meget vred. Først smed de vand på trolden, men lærte hurtigt at det var en dårlig idé. Dernæst bragte de føde til trolden, og lærte at det var en god idé, så det fortsatte de med for der er få ting så ubarmhjertig, som en vred trold.

Nætterne gik og trolden kunne kun lige holde tilværelsen ud med hjælp fra sine venner, lige indtil en dag de kristne havde været i skoven og fælde deres berettigede træer, til stor misfornøjelse for skovens væsener. Der var nemlig sket det, at kristenfolket havde hugget de træer ned, der tidligere havde blokeret det meste af en skrækkelig lyd der kom fra deres erobrede område. Lyden, som ramte lige ind i troldens hovede, var det mest afskyelige trolden nogensinde havde hørt. Det var en ubeskrivelig støj, og trolden var ved at gå ud af dens gode skind over den.

På trods af smerterne i øregangene, gik trolden tættere på skovens kant, og kunne se en forfærdelig hæslig bygning, lige midt i de kristnes land. Den var hævet lidt over de andre, og havde et tårn på. I tårnet sad en stor omvendt skål, som buldrede og bragede, og da opdagede trolden hvor dens hovedpine kom fra.

Det var alment kendt, at trolde ikke kan lide at brase bygninger på tom mave, så der ville heller ikke være nogen der ville undre sig over, at trolden skulle styrke sig på noget mjød og tilbehør, inden den ville gøre noget ved den gene, som de kristne havde medbragt.

Trolden gik hen til sin spisesten, og opdagede at dens mjød var forsvundet. Trolden blev meget sur, og råbte ud i skoven efter vedkommende der havde taget dens mjød, men ingen dyr i skoven eller de dybe grotter vidste hvem der havde taget troldens mjød.

Trolden så nu at dens svampe var blevet trampet ned. Trolden blev mere sur og råbte igen på vekommende der havde trampet dens svampe ned, men ingen dyr i skoven eller himlens børn vidste hvem der havde trampet alle svampene ned.

Da trolden, der nu kun havde sit kød tilbage, var godt i gang med at æde, kom rotterne frem, og fortalte trolden at det var de kristne der havde taget troldens mjød og at det var de kristne der havde trampet troldens svampe ned.

Trolden blev utrolig vred og forlod sin sten, for at gå til det kristne land og brænde den grimme kirke ned, og sådan gik det til at de beskidte svampetramere lærte at man ikke lægger sig ud med en trold.

Den dag i dag hører væsener som trolde kun til i eventyr, og der er de ofte nogle små søde trolde der ikke kunne gøre nogen fortræd, men virkeligheden er en anden. Troldene, og de andre væsener, lærte en grim lektie, da kristencanceren kom til Skandinavien, og der er en grund til du ikke ser en trold nogen steder mere. De har lært at passe sig selv, men hvis du ved hvad du skal kigge efter, og hvis du kigger godt efter, så kan du finde tegn på væsenernes liv her og der, men pas på!

Hvis de kan lugte beskidt kristenblod, så bliver det værst for dig selv.